Din indkøbskurv

    Business customer and purchasing from outside of Danmark?
    Then add your VAT number for VAT free purchasing.

    Vores håndværk og traditioner kan føres helt tilbage til 1918

    En kærlighed til kvalitet, exceptionelt håndværk og ærligt design har siden 1918 været grundstenen i TONI Copenhagen. Det har vi ikke tænkt os at ændre på.

    Manifest

    TONI Copenhagen udspringer af en lang familietradition med passionerede fagfolk, der i generationer stod fast ved deres håndværk og skabte en verden af kvalitetsdesign, hvor kun det bedste var godt nok. Hvor det at gøre sig umage, udvikle i takt med tiden og holde fokus på form og funktion var lige så naturligt, som det vand, der løb ud af de armaturer, de skabte.

De værdier kendetegner stadig ånden i TONI Copenhagen. Vi tror på en verden, der skal forenkles, hvor nyanskaffelser er valgt med omhu og tænkt til at vare en livstid eller mere. Menneskeskabt kvalitetsdesign, der ikke udskiftes på grund af næste års modeluner, men er fulde af iboende historier, der lægger op til daglige glæder og sanselige pusterum, som tilfældet er, når tingene laves i hånden.

    Derfor er kvalitet et vigtigt nøgleord og vores passion at skabe enkle , ærlige og stærke produkter, der modstår daglig brug uanset, hvor de er tænkt. Vi arbejder med ædle metaller, der kun bliver smukkere med tiden, og hvis lange levetid gør vores produkter bæredygtige i sig selv. Det gælder også vores designs, der har rødder i dansk håndværkstradition. Med en enkel og ærlig formgivning og gennemarbejdede detaljer er de en æstetisk oplevelse, der varer ved år efter år - og som ikke lover mere, end de er.

Af samme grund bliver alle TONI Copenhagen produkter fremstillet helt tæt på af erfarne fagfolk på eget dansk værksted, så vi kan følge vores produkter til dørs, som det hører sig til med et klassisk dansk håndværk. Vi tror på, at lokal produktion er med til at gøre en forskel for at sikre kvaliteten og bidrage til en mere co2 neutral produktion uden lange transporttider.

TONI Copenhagen blev skabt af dens historie, og nu skaber vi den selv. Arven og kærligheden til håndværket og kvaliteten er uændret, og vi tillader os derfor at tro, at vores produkter har en særlig berettigelse og tilføjer en merværdi til en verden af design, hvor ægte luksus er det, der består. Hverdagsobjekter, som er omgivet af respekt for deres lange levetid, tidløse og klare formsprog og et fremsyn og hensyn til miljøet og den verden vi lever i.

    Produktion

    TONI Copenhagen udspringer af en families store kærlighed til det traditionsbundne gørtlerfag. Et håndværk som familien Auchenbergs familiære ophav tog med sig fra Tyskland i starten af 1800-tallet, små 100 år før virksomheden blev grundlagt i 1918. Inden de i dag så velkendte og eksklusive sanitetsarmaturer i rå messing var det primært gasarmaturer og tekniske haner, der var i fokus, som blev skabt af metaldrejere i de københavnske baggårde. Senere, i året 1918, samlede TONI Copenhagen produktionen på egen fabrik, hvor hvert produkt stadig den dag i dag bliver til i hånden og ført til dørs til sidste samling. Med en fod i fortiden og en i fremtiden holder TONI Copenhagen godt fast i de håndværkstraditioner, vi kommer af.

    Logo og starten af TONI

    Flere interessante personligheder har siden TONI Copenhagens spæde begyndelse i 1918 været med til at præge og forme virksomhedens vej til det stærke brand, det er i dag. Stærk er også familiehistorien, der har mange interessante forgreninger og ikke mindst kærligheden og ekspertisen indenfor gørtlerhåndværket til fælles. Det var Fritz Toxborg, 5. generations gørtler i en lang familietradition, der fandt på navnet TONI i 1956. De første to bogstaver stammer fra hans eget efternavn. De sidste to fra en nær ven under modstandsbevægelsen med efternavnet Nielsen og inspirationen til logoets borg-lignende udtryk stammer fra sidste stavelse i efternavnet Toxborg. Med en ny ejerkreds i 2019 går TONI Copenhagen ind i en ny og spændende fase, der udvider selskabets navn til TONI Copenhagen og relancerer det gamle logo fra 1960.

    Fra Toni til Toni Copenhagen

    TONI Copenhagen blev stiftet i 1918 af gørtleren Hugo Martens. Et selskab som Fritz Toxborg senere skulle overtage i 1956. Fritz Toxborg var som 5 generations gørtler selv uddannet i sin fars gørtlervirksomhed Auchenberg, som blev etableret i 1884. Det var samme år som Christiansborg Slot brændte, hvor en stor ordre på sanitetsarmaturer til slottes mange badeværelser kickstartede produktion af den verdensberømte Christiansborg-model. Efter Fritz overtagelse af TONI Copenhagen blev det andet verdensberømte armatur en del af produktporteføljen nemlig SP armaturet, og herefter stødte flere designs til i takt med at virksomheden voksede og nye muligheder og samarbejder opstod. Op gennem det 20. århundrede blev TONI Copenhagen med sine raffinerede og ærlige designs og enkle tekniske løsninger bredt efterspurgt på tværs af brancher, fagfolk, arkitekter og andre feinschmeckere. Den dag i dag er TONI Copenhagen repræsenteret i alt fra private hjem, hospitalsvæsenet, læreanstalter, institutioner, medicinalindustrien, teaterverdenen og ikke mindst Fredensborg Slot, Valdemar Slot samt Herregården Serridslevgaard. Dertil prestigefulde byggerier i udlandet som Udenrigsministeriet og Den Danske Ambassade i Riyadh, Saudi Arabien, Nationalmuseet i Bahrain, Nationalbanken i Bagdad, Churchill College i Cambridge, Channel 3-bygningen i London samt Det Kongelige Danske Konsulat i Flensborg foruden private boliger for ledende familier i Kuwait. Vi er også bredt repræsenteret i Danmarks haute cousine verden på bl.a. Restaurant Alouette og Dragsholm Slot som begge har en Michelin Stjerne.